Indledning: Kejseren og hans falkebog
Frederik 2. (1194–1250) var tysk-romersk kejser og konge af Sicilien og Jerusalem. Han var også en af sin tids skarpeste iagttagere af naturen. Hans samtid kaldte ham stupor mundi, verdens forundring.
Hans store lidenskab var falkejagt. I mange år holdt han falkonerer fra hele den kendte verden ved sit hof, også fra den arabiske verden. Han prøvede selv efter og skrev ned, hvad han så. Det blev til værket De arte venandi cum avibus, "Om kunsten at jage med fugle". Bogen beskriver fuglenes liv og kroppe. Den beskriver også, hvordan en vild falk bliver en jagtkammerat. Det særlige ved bogen er tonen: kejseren stoler mere på sine egne øjne end på de gamle autoriteter.
Den fulde udgave havde seks bøger. Vi har oversat fra den kortere version i to bøger, som kejserens søn kong Manfred lod afskrive omkring 1258–1266. Den findes som den smukt illustrerede håndskrift Pal. lat. 1071 i Vatikanbiblioteket. Billederne her kommer fra den. Teksten blev trykt i 1596 og igen af J.G. Schneider i Leipzig i 1788. Schneiders udgave er vores kilde.
Sådan læser du siderne. Hvert afsnit begynder med et citat af kejseren i vores egen oversættelse fra latin. Derefter forklarer vi kort, hvad han mener. Til sidst sammenligner vi med falkejagt i dag. Hvor den gamle tryktekst ikke kan læses, står der [ulæseligt].
Det mangler. Schneiders udgave rummer kun bog 1 og 2. Kejserens kapitler om federspillet (bog 3) og om de store jagter mangler derfor her. Det gælder jagten på traner med jagtfalk (bog 4), på hejrer med slagfalk (bog 5) og på vandfugle med vandrefalk (bog 6). De findes kun i den fulde håndskrift.
1. Se selv efter
Vi har gennem lang tid omhyggeligt undersøgt alt, hvad der hører til kunsten, og selv øvet os i den [ulæseligt]. Til sidst kunne vi samle i en bog, hvad vores egen og andres erfaring havde lært. Folk, der var erfarne i [ulæseligt] denne kunst, kaldte vi til os fra fjerne egne, og det kostede os meget. Vi noterede alt, hvad de forstod bedre end andre, og huskede, hvad de sagde og gjorde. Ofte var vi bundet af tunge og næsten uløselige opgaver med at styre vore riger og kejserriget. Alligevel opgav vi aldrig dette forsæt.
[ulæseligt] Han fortæller i bogen om dyrene, at nogle har sagt sådan. Men det, de har sagt, har han måske ikke selv set, og de, der sagde det, har heller ikke set det. [ulæseligt]
Vores hensigt er i denne bog at vise tingene, som de er, og gøre til en sikker kunst det, som ingen før har haft viden om.
Forordet til bog 1
Forordet er beskadiget i den trykte udgave, men budskabet står klart. Kejseren vil ikke gentage det, som andre har skrevet af efter hinanden. Han vil se tingene selv. "Han" er her Aristoteles, hvis dyrebog var middelalderens store autoritet. Frederik påpeger tørt, at Aristoteles ofte kun gengiver, hvad "nogle siger", og at hverken han eller kilderne nødvendigvis har set det.
Kejseren nævner også sine pligter som hersker. Han skrev bogen ved siden af krige og politik, og han bruger sine kontakter og sin formue på at samle viden fra hele den kendte verden.
2. Den ædleste jagt
Det kræver langt mere kunst at lære rovfugle at jage end at lære hunde eller vilde firbenede dyr det. Rovfugle frygter nemlig mennesket mere end andre fugle og mere end de firbenede dyr, som mennesker lærer at jage. De lever ikke af frø eller af det, mennesker dyrker. Derfor holder de sig ikke nær mennesker, og de bygger sjældent rede, hvor mennesker bor. Et dyr, der går på jorden, kan man få i sin magt med magt. En fugl, der flyver gennem luften, kan man kun vinde med snilde.
Rovfugle skyr af naturen menneskets ansigt og selskab. Gennem kunsten lærer de at gøre det, de før gjorde for sig selv, for menneskets skyld, og at blive hos det menneske, de før flygtede fra.
Ved jagt med hunde kan selv en uøvet hjælpe til. Han kan holde hundene og slippe dem. Men ingen kan bære en fugl eller kaste den af, medmindre han er lært op. En ukyndig gør falke og høge uduelige eller ødelægger dem helt.
Bog 1, kapitel 1
Kejseren ville bevise, at falkejagten fortjente at komme først. Hans vigtigste argument handler ikke om status, men om fuglen selv. En rovfugl er vild og sky af natur, og den kan flyve væk, når den vil. Derfor kan den kun vindes gennem tålmodighed og tillid. Kunsten består i at få en fri fugl til at vende tilbage af egen vilje.
3. Gribbene finder ådslerne med øjnene
Gribbene sidder på klipper eller [ulæseligt] og spejder ud over fjerne egne efter tegn på et ådsel. Ser de intet, stiger de højt op og kredser for at se længere. Går én af dem pludselig ned, forstår de andre på hans flugt, hvad han har set, og følger straks efter.
Man skal altså ikke tro, at de mærker ådslet med lugtesansen, som nogle siger. De finder det med synet. Det har vi selv prøvet flere gange. Når gribbenes øjne var helt lukket, mærkede de ikke det kød, vi kastede foran dem, selv om deres næsebor var frie. Vi har også prøvet, at de ikke slår fugle, selv når de er sultne. Vi kastede kyllinger foran dem, mens de kunne se, og de hverken greb dem eller dræbte dem.
Bog 1, kapitel 10
Dette er et af de første kendte eksempler på et egentligt forsøg i zoologien. Kejseren stiller et spørgsmål, laver en prøve og ser på resultatet. Han lukker gribbenes øjne og ser, om de alligevel finder kødet. Det gør de ikke. Derfor slutter han, at de jager med synet.
4. Hvorfor fuglene trækker
Der er flere grunde til, at fuglene skifter sted og drager til fjerne egne. Den vigtigste er, at årstiden skifter fra varme til kulde. Fugle har som alt levende fået deres liv af en vis balance, og de søger derfor et mildt klima og flygter fra stærk kulde og stærk varme.
En anden grund er føden. I de kolde lande fryser vandet til is, urterne visner, og jorden bliver så hård, at frø og frugter fryser fast i den. Ormene i jorden kan ikke nås, og insekterne forsvinder. Derfor flygter fuglene mod varmere egne, hvor hverken vand eller jord fryser, og hvor der er føde nok. Også regn, blæst og sne gør flugten og livet svært.
De unge trækker ikke straks, når de forlader reden. De har endnu ikke kræfter nok, og deres fjer er ikke stærke nok. Hele sommeren strejfer de omkring i nærheden. Men når sommeren går på hæld, mærker de, at kulden kommer. Så forlader de stedet, hvor de blev født, og slår sig sammen med artsfællerne – ungfugle og gamle fugle i flæng.
Bog 1, kapitel 18 og 19
Kejseren forklarer fugletrækket med kulde og mangel på føde. Det er en sund forklaring i en tid, hvor mange stadig troede, at svaler overvintrede i mudder. Han lægger også mærke til, at de unge fugle samler kræfter, før de trækker, og at fugle helst trækker sammen med deres egen art.
5. Fældningen
Det var både nødvendigt og nyttigt, at fuglene skifter dun, fjer og svingfjer. Fjerene er dannet af overskud i kroppen og af et svagt stof, som af mange grunde slides. De holder højst et år. Bagefter begynder de at gå i stykker. Hvis de ikke blev skiftet, ville de blive så slidte og brækkede, at fuglen næsten ikke kunne bruge dem. Derfor har naturen sørget for, at nye fjer skubber de gamle ud.
Hår vokser ud igen, når det bliver klippet. Sådan er det ikke med fjer. De har en bestemt længde, og bliver de slidt, kommer det tabte ikke igen. Uden nye fjer ville fuglen til sidst stå helt uden fjer, ubeskyttet mod vejret og ude af stand til at flyve.
Bog 1, kapitlet om fældning
Kejseren har ret i det vigtigste: en fjer er død, når den er vokset færdig, og den kan ikke repareres af fuglen selv. Derfor er fældningen livsvigtig. Han forklarer det med middelalderens lære om "væsker" i kroppen, men iagttagelsen holder.
6. Hvad er en rovfugl?
En rovfugl er et dyr, der flyver og har fjer. Den lever på land, flyver hurtigt og går kun lidt. Den har krumme kløer og krumt næb, lever af at slå levende dyr, og hunnen er større end hanen.
Aristoteles siger, at alle fugle med krumme kløer er rovfugle. Men det modsiges af mange fugle. Alliker, stære og gribbe har også krumme kløer, og alligevel lever de ikke af at slå andre fugle. Hvis en fugl er en rovfugl, har den krumme kløer, men det gælder ikke omvendt.
Hos ingen andre dyr, vi kender, er hunnen større end hanen. Falkonerer har tit spurgt os om grunden. Derfor har vi skrevet de grunde ned, som vi finder tilstrækkelige.
Bog 2, kapitel 1
Her ser man kejserens metode i lille format. Han bygger en definition op del for del og tester den mod virkeligheden. Han retter Aristoteles med eksempler, han selv kender. Forklaringen på, hvorfor hunnen er størst, bygger på middelalderens lære om varme og fugt, og den holder ikke i dag. Men han har helt ret i, at hunnen er størst.
7. Jagtfalken – den fornemste falk
Jagtfalkene er større, stærkere, dristigere og hurtigere end alle andre falke. Derfor taler vi om dem først, som de mest værdige. De bygger rede på høje klipper i revner, huler og huller. De, der bygger nær havet, er bedre og ædlere end dem, der bygger langt fra havet. Nogle bygger rede på en ø i det nordlige hav mellem Norge og Grønland, som på tysk hedder Island, det vil sige isens land. De er de bedste af alle.
Jagtfalkens bedste form er denne: Issen er flad og ikke hvælvet. Panden over øjnene er bred, øjnene ligger dybt, næseborene er store og næbbet kraftigt, krumt og hårdt. Brystet er kødfuldt og fremspringende. Tæerne er lange, magre og skællede og står godt fra hinanden. Kløerne er tynde, krumme og skarpe. Fjerene stritter ikke, men slutter tæt om kroppen.
Hvilken farve der er bedst, kan vi næppe sige, for vi har set gode fugle i alle farver, og selv haft gode i alle farver. Men de hvide er smukke og sjældne, fordi de kommer fra fjernere egne end de andre.
Bog 2, kapitel 4, 19 og 21
For kejseren var jagtfalken kongen blandt falkene. De hvide fugle fra Island og Grønland var de mest eftertragtede gaver mellem fyrster i middelalderen. Bemærk igen erfaringen: han vil ikke kåre én farve som den bedste, fordi han selv har haft gode fugle i alle farver.
8. Hvordan en falkoner skal være
Falkoneren skal være af middel højde. Er han for stor, bliver han hurtigere træt og mindre adræt. Han må ikke være for tynd, så han ikke kan tåle slid og kulde, og heller ikke så fed, at han skyr arbejde og varme. Han skal holde af kunsten og blive ved med den også i alderdommen. Kunsten er lang, og der dukker hele tiden noget nyt op.
Han skal have et godt hoved, så han selv kan finde på det, som ingen bog kan beskrive. Han skal have en god hukommelse, så han husker, hvad der gik godt og skidt. Han skal have skarpe øjne og god hørelse, så han kan følge sin fugl langt væk og høre dens bjælde. Han skal have en kraftig stemme, så fuglen kan høre, når han kalder den hjem. Han skal være modig nok til at krydse vanskeligt terræn og kunne svømme, hvis fuglen flyver over vand, han ikke kan vade over.
Han må ikke være søvnig, grådig eller drikfældig, for fuldskab er en slags vanvid, og en fuld eller tåbelig mand skal ikke passe en fugl. Han må ikke være hidsig. Fuglen gør tit noget, der kan gøre ham vred, og hvis han handler i vrede, ødelægger han den let, for den er et skrøbeligt væsen. Han må heller ikke være doven eller glemsom, for denne kunst kræver meget arbejde.
Bog 2, kapitel 47
Kejserens portræt af den gode falkoner er næsten en karakteranalyse. Han ønsker en mand, der er stærk, men ikke klodset, tålmodig og nøgtern, og som lærer hele livet. Han advarer især mod vrede, for en rovfugl glemmer ikke en dårlig oplevelse.
Han deler også falkonerer op efter deres motiver. Nogle vil have kød, nogle vil se smukke flugter, og nogle vil prale med fangsten. Dem kritiserer han alle, fordi de slider fuglene op. Den rette falkoner vil have gode fugle og passe godt på dem, så de holder sig gode længe.
9. At vinde fuglens tillid
Rovfugle er af natur helt anderledes end mennesket og holder sig fra det. De frygter at blive holdt fast og passer på deres fjer og sig selv. Derfor skal der kunst, redskaber og en kyndig falkoner til, før de til dels kan lægge deres natur fra sig og lære nye vaner: at blive hos mennesket og vende tilbage til det. Med tid og tålmod bliver de nye vaner til en anden natur.
Hos fuglen må der være noget, der kan bygge bro. Det er smagssansen. De andre sanser trækker den bort fra mennesket. Synet viser den menneskets ansigt, som er skræmmende for den. Berøringen og hørelsen viser den det ukendte.
Først skal falken have mad og have lov at nappe i kød på hånden nogle dage i et stille og halvmørkt rum, indtil den spiser villigt. Bagefter skal den bæres ind i et lyst rum med åbne døre og vinduer, hvor der er mange mennesker, der taler, og hunde. Mens den spiser, skal man røre den blidt, så den vænner sig til at blive rørt. Den skal bæres rundt i huset dag og nat, så den vænner sig til lyde og står fastere på hånden.
Bog 2, kapitel 48 og kapitlet om tilvænning
Det er her, kejseren er mest moderne. Han forstår, at tilliden skal bygges op langsomt, og at maden er nøglen. Først når fuglen forbinder mennesket med noget godt, kan man vise den nye syn og lyde, lidt efter lidt.
En del af hans metode bruges ikke mere. Datidens falkonerer syede fuglens øjenlåg midlertidigt sammen med en tynd tråd, så den ikke kunne se. Kejseren beskriver det udførligt, men han foretrak selv hætten (se afsnit 11).
10. Badet
Falke er tørrere og varmere af natur end andre fugle. Når de lever frit, bader de sig selv, og gjorde de det ikke, ville de få mange sygdomme. Derfor skal vi altid give dem et bad, ikke kun mens de vænnes til mennesket, men så længe vi har dem.
Man tager et kar af træ eller ler, mindst to fod i tværmål. Det skal være så højt, at vandet når falken op til bugen. Vandet skal være koldt, klart og rent. Karret skal stå på et roligt sted, hvor hunde, svin eller andre dyr ikke kommer og skræmmer falken. Om sommeren skal falken bade, før solen bliver for stærk. Ellers kan der komme ørne, gribbe, glenter og andre store rovfugle, som flyver på den tid af dagen. Falken skal ikke bade hver dag, men med nogle dages mellemrum.
Imens holder falkoneren sig på afstand, så fuglen ikke frygter ham, men han har den hele tiden for øje.
Bog 2, kapitlet om badet
Kejseren er praktisk og præcis. Han angiver karrets størrelse, vandets kvalitet, tidspunktet og farerne. Han har tydeligvis selv set en falk blive skræmt af en ørn eller en hund. Og han ved, at falkoneren skal holde afstand, så fuglen tør bade.
11. Hætten – en gave fra araberne
Hætten kom fra folkene i øst. Araberne brugte hætten, før noget andet folk vi kender. Da vi drog over havet, så vi selv, at araberne brugte hætten i denne kunst. Arabernes konger sendte os deres dygtigste falkonerer, og vi kaldte også erfarne folk til os fra Arabien og fra mange andre egne. Vi lærte af dem, hvad de kunne bedst. Brugen af hætten var noget af det bedste, de kunne, og vi så, hvor nyttig den var. Derfor lærte vi selv at bruge den, og folk her på denne side af havet har siden overtaget den fra os. Det fortjener ikke at blive glemt af eftertiden.
Hætten er lavet af læder i form som falkens hoved. Den dækker hovedet ned til halsen, men næb og næsebor skal være fri. Læderet må hverken være for hårdt eller for blødt. Den skal være rummelig over hovedet, så den ikke trykker på øjnene, men snæver forneden, så den ikke let falder af.
Bog 2, kapitel 77 og 78
Kejseren var på korstog i 1228–1229 og mødte her den arabiske falkejagt. Han skriver åbent, at han lærte hætten af araberne, og at falkonererne i hans del af verden siden overtog den. Hætten gav ro uden at sy øjnene sammen. Det var et fremskridt, både for fuglen og for falkoneren.
Kilder og billeder
Oversat fra:
- Reliqua librorum Friderici II. Imperatoris De arte venandi cum avibus, udg. J.G. Schneider, Leipzig 1788, bind 1. Public Domain Mark: https://archive.org/details/ReliquaLibrorumFridericiIIVol1
- Den illustrerede håndskrift: Biblioteca Apostolica Vaticana, Pal. lat. 1071, digitaliseret af Universitätsbibliothek Heidelberg: https://digi.ub.uni-heidelberg.de/diglit/bav_pal_lat_1071
Citaterne er vores egen oversættelse direkte fra latin. De er let forkortet, og udeladelser er ikke markeret særskilt. Forklaringerne og afsnittene "Sådan gør vi i dag" er skrevet af os.
Billeder (alle fra håndskriften Pal. lat. 1071, ca. 1258–1266, via Wikimedia Commons, Public Domain):
- Kejser Frederik 2. med falk: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Frederick_II_and_eagle.jpg
- To falkonerer: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Falconry_Book_of_Frederick_II_1240s_detail_falconers.jpg
- Side med fugle og hjorte: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Falconry_Book_of_Frederick_II_1240s_Deer_and_Birds.jpg
- Spurvehøg (accipiter), fol. 25r: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:De_arte_venandi_cum_avibus,_025r,_Sperber.jpg
- Falkonerer med falke, siddepladser og bad: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:De_arte_venandi_cum_avibus3.jpg
Billederne er tro, flade gengivelser af et værk, der er langt ude af ophavsret. Efter EU-direktivet 2019/790, artikel 14 (https://eur-lex.europa.eu/eli/dir/2019/790/oj), og ophavsretslovens § 73 a (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2023/1093) opstår der ingen nye rettigheder ved sådanne gengivelser.